Fantastiske fantasistrande og fugtige fangehuller

Billede 1: Strand med skrald
Billede 2: Begravelse, kisten køres væk
Billede 3: Stranden i Axim
Billede 4: Mikkel på vej til byen i søen
Billede 5: Byen på stolper i en sø
Billede 6: Mere stolpeby
Billede 7: Fangehul på slavefortet i Elmina
Billede 8: Hvor skibene lagde til og lastede slaver
Billede 9: Kanoner på slavefortet i Elmina

Hej alle.

Jeg skal straks undskylde den lange tids fravær af indlæg her på bloggen. Jeg har rejst en masse, og derfor ikke haft adgang til nettet. Da jeg så endelig kom hjem og ville skrive, havde et eller andet dovent og glemsomt menneske, glemt at betale elregningen på skolen. Resultat: Mørke. Men nu er strømmen tilbage og ventetiden er forbi. Forresten - bid lige maerke i overskriften - hvilket bogstavrim!

Min rejse startede for ca. 3 uger siden, da Toon og jeg besluttede at tage med til begravelse af en lærer fra skolens far. Her i Ghana er begravelse en meget speciel ting. Mere end man sørger over den døde, så fejrer man den dødes liv og hvad han/hun har opnået. Derfor er det meget vigtigt at vise sin respekt, og komme til disse begravelser, også selvom det er en fjern slægtning/ven der er død. Begravelsen foregik praktisk talt i den anden ende af Ghana, så det var mere end en dagstur. Toon og jeg fulgtes med Shanka, en stor, hjertelig og i det hele taget utrolig venlig og sjov neger. Han er lærer på skolen og bor samme sted som os, på et værelse på skolen.

Først gik turen til Takoradi, en havneby der ligger på kysten mod vest. Her overnattede vi ved Shankas gæstfrie fætter, som lavede dejlig friskfanget fisk til os. Næste dag fortsatte vi til begravelsen, som foregik i en lille by så langt mod vest, at den grænsede op med Elfenbenskysten, Ghanas naboland. Begravelsen i sig selv var ikke den helt store oplevelse. Den foregik udenfor, i en stor cirkel omkring kristen. Kisten var noget anderledes end de konventionelle danske kister. Den var totalt geilet op med spejle, billeder og en masse andre features, der fik den til at ligne en BMW ejet af en 2. generations indvandrer fra Gellerup.
Det virkede heller ikke til at Shanka synes at begravelse var det helt store sus, for efter ca. 20 minutter sagde han diskret til os ”Let’s go”, hvorefter turen gik til den nærmeste bar til øl og sodavand. Senere gik vi ned på stranden, for at se på de farvestrålende fiskerbåde. Det var dog en alt andet end farvestrålende syn, der mødte os da vi nåede stranden. I Ghana er det normalt at bruge stranden som offentlig losseplads og….toilet. Derfor var stranden overdækket med skrald og lort (lort skal her forstås i ordets grundbetydning). Jeg gik egentlig og ærgrede mig lidt på deres vegne, synd at en strand der kunne være virkelig lækker og indbydende, var omdannet til en losseplads. Men jeg går ud fra, at hvis det hver dag er en kamp for at skaffe mad på bordet, så tænker man ikke så meget på dejlige badestrande.

Efter begravelsen og al denne elendighed på stranden, havde vi brug for noget luksus og nogle hvide sandstrande med palmer. Sådan som Afrika i virkeligheden er. I hvert fald i turistkataloger. Derfor tog vi til Axim Beach Resort, også på kysten mod vest. Her mødtes vi med Liane fra Danmark som jeg tidligere har omtalt, og hendes veninde Ellen som var på besøg fra Danmark. Axim var lige hvad man forestiller sig, når man siger hvide sandstrande med palmer. Det var virkeligt lækkert at ligge og dase på stranden, og hvis man blev tørstig eller sulten kaldte man bare på tjeneren, der så hentede kølige drikke og måske en pizza hvis man havde lyst til det. Om aftenen spiste vi kæmperejer og hummer og drak Carlsberg til. Så bliver det ikke bedre.

Efter et par dage i dette paradis tog Liane og Ellen tilbage til Kumasi, mens Toon og jeg fortsatte rejsen. På hotellet i Axim havde vi mødt Pasqual og Martin. Pasqual var oprindeligt fra Belgien, men boede nu i New York og arbejdede som advokat. Martin var fra London og arbejdede med adoptioner. Sammen med disse to nye bekendtskaber var rejsemålet en landsby på stolper midt i en sø. Da vi forlod beach resortet oplevede jeg igen hvordan Ghana er kontrasternes land. Vi skulle gå et lille stykke for at komme ind til byen og finde transport. På vejen mødte vi en masse mænd, der sad i solen med en hammer og smadrede store sten til mindre sten og igen til mindre sten (stenene skulle bruges til asfalt). De mindede mig om Dalton-brødrene, og det var sindssygt at tænke på, at hvad vi lige havde brugt på hummer og øl, sikkert var hvad de tjente på et halvt år. Spørgsmålet er så, om jeg er mere lykkelig end ham, fordi jeg har mange flere penge end ham? Det skal jeg ikke kunne svare på, men jeg kan da forsikre alle om, at jeg ville være meget ulykkelig, hvis jeg skulle sidde og smadre sten 7 dage om ugen i en brændende hede.

Efter et par tro-tro og taxiture nåede vi frem til søen, hvori landsbyen lå. Den eneste måde man kan komme ud til landsbyen, er med båd. For lige at gentage mig selv, så skulle vi altså besøge en by, der var bygget midt på en sø. Ingen vidste rigtigt hvorfor, at man lige havde valgt denne løsning. Meget spøjst. Efter at have vadet i vand til knæene, nåede vi til den lille båd. Turen ud til byen varede en times tid. Hele tiden måtte Toon øse vand ud af båden pga. op til flere huller, men vi nåede sikkert frem. Landsbyen var et mærkeligt syn. Der var huse, gader, en bar, et lille hotel, alt sammen på stolper sat ned i vandet. De havde endda et TV, med strøm fra et bilbatteri. Det var lidt som at være i en zoologisk have at gå rundt at kigge på folk, der bare levede deres normale (kedelige!) liv. Folkene virkede da heller ikke begejstrede for vores tilstedeværelse, så i det hele taget var det en lidt underlig oplevelse. Man skulle tro, at de alle ville være fiskermænd, nu når de boede midt på en sø. Men nej, næsten alle sammen var landmænd, og sejlede hver morgen ind til bredden, hvor de havde jord de dyrkede.

Vi sejlede tilbage og skiltes med Pasqual og Martin. Toon og jeg tog tilbage til Takoradi. Den aften var der en vigtig fodboldkamp i fjerneren, og vi vidste ikke lige hvor vi skulle se denne kamp. Det endte med at vi tog på luksushotel, med kæmpe pool, air condition og varmt vand. Hernede er det meget luksus, og det var fantastisk at få et varmt bad for første gang i måneder. Dog blev der også tilbudt mere tvivlsomme ydelser på dette luksushotel. Mens vi sad og så fodbold og nød vores pizza blev vi omringet af…ja hvad skal jeg dog kalde dem…piger der tager sig betalt, for til gengæld at yde seksuelle ydelser. De var utroligt nærgående og irriterende, og ville ikke forstå at vi ikke var interesserede. Toon sagde til en af dem, at han var gift hjemme i Belgien. Til det svarede pigen: ”Ja ja, men din kone er dig utro lige nu, sikkert med din bedste ven”. En af de andre piger prøvede, at få en fed tysker med i seng, alt imens hun havde sit barn på armen. To ord: Barskt og sørgeligt. Hvad hun ville gøre med barnet hvis tyskeren indvilgede, ved jeg ikke.

Næste dag tog Toon tilbage til Kumasi, og jeg fortsatte alene. Jeg rejste langs kysten fra vest mod øst. Første stop var byen Elmina. Her skulle jeg se det gamle slavefort, hvorfra tusinder af slaver fra Vest-Afrika var blevet læsset i skibe mod Europa. I denne forbindelse kan jeg oplyse, at Danmark faktisk har ejet mange af disse slaveforter, og har været ansvarlig for en ikke ubetydelig slavehandel. Ikke noget lyst kapitel i vor fædrelands historie.

Elmina var en utrolig flot fiskerby, med en smuk kyststrækning og en masse farvestrålende fiskerbåde. Selve fortet var spændende og kuldegysende at se. Hele fortet var intakt med kanoner, slavehuller, krudtlager osv. Det er vanvittigt hvad man har udsat mennesker for, for bare halvandet århundrede siden. Jeg stod inde i et af fangehullerne, og prøvede at forestille mig hvordan det ville være at leve der. Jeg synes, at der var ret fugtigt og klamt, og at der lugtede dårligt. Så skal man lige forestille sig, at hullet har været fuldt af mennesker, og at hver gang de har skullet af med det ene eller det andet, så foregik det altså inde i fangehullet. Prøv lige at forestille jer at sidde i et klamt, mørkt, stinkende fangehul efter brutalt at være blevet revet fra din kone, mand, børn og hjem. Alt imens du sidder der, ved du at fremtidsudsigterne for dit liv er at leve i fangeskab, absolut uden rettigheder.

Det kan i jo lige overveje, alt i mens i venter på fortsættelsen af min rejse som kommer i morgen eller i overmorgen, alt afhængig af Ghana Electric!

Untill next time....

Mikkel