Billede 1: En af de få aber vi så
Billede 2: To negere i regnen
Billede 3: Fra venstre: Liane, Sara, Heidi(Saras veninde fra Schweiz) og Toon
Billede 4: Toon og hjemmets private æsel
Billede 5: Sara, Liane og barnet uden arme og ben
Billede 6: Silent!
Hej alle
Så er tiden her i Ghana ved at rinde ud for mig. Som jeg tidligere har nævnt, er det både sørgeligt og glædeligt, at skulle vende tilbage til Danmark. Jeg tager flyveren på mandag d. 11/6 om aftenen, og er dermed i København tirsdag middag. Herefter går turen først til Samsø, hjem til moar, og derefter til Århus, hvor ny lejlighed og mange jeg glæder mig meget til at se, venter.
I den forgangne weekend var Sara, Toon og jeg i byen Nkoranza for at besøge Liane. Liane er pigen fra Danmark, hun arbejder nu på et hjem fra mentalt og fysisk handicappede. Hjemmet er det famøse sted, hvor jeg for en måneds tid siden fik malaria.
Jeg har i en tidligere post beskrevet hjemmet, men jeg er nødt til at gøre det igen. Det er simpelthen et fantastisk sted. Normalt er sådanne hjem i Ghana frygtelige anstalter, hvor børnene rent ud sagt lider. I Ghana tror man nemlig at mentalt handicappede børn er et resultat at samleje mellem moren og en "vandånd", hvor sindsygt det end lyder. Derfor vil forældrene ofte ikke have noget at gøre med barnet, og det bliver efterladt, ofte nær en hellig flod så vandånden kan tage barnet tilbage.
Men når man træder igennem porten til hjemmet i Nkoranza, er det ligesom at træde ind i en anden verden. Børnene har pool, legeplads, får fysioterapi. Derudover har hvert barn en "far" eller "mor", som de bor sammen med i deres eget lille hus. Man kan virkelig se i børnenes ansiger og øjne, hvor godt de har det - det var en fantastisk oplevelse.
Søndag morgen blev vi vækket at sang og trommer. Det viste sig at være børnene der var i kirke. Kirken på hjemmet var en lille plads mellem nogle store klipper. Ved indgangen hang der et skilt: "No talking, silent". Stille var der dog ikke i kirken. Sang, trommer og dans var der derimod masser af. Alle var iført deres søndagstøj og et stort smil.
En af disse smilende børn var ret speciel. Hun havde hverken arme eller ben(!) Hun blev født sådan, og da moren så hende, nægtede hun at have noget med barnet at gøre. På trods af dette massive handicap, var det en pige med et smil på læben og mod på livet. Meget livsbekræftende!
Hjemmet bliver ledet af en doktor fra Holland. Han startede hjemmet i 1992, og gør virkelig en fantastisk stykke arbejde. Hvis i vil læse mere om hjemmet så klik ind på: www.operationhandinhand.nl/engels.htm
Turen til Nkoranza bød også på en mere eller mindre vellykket tur til et abereservat. Vi ankom, hyrede en guide, så et par aber. Pludselig blev himlen mørk, og det stod ned i stænger. Vi sad i læ i et par timer, blot for at finde ud af, at det nu var alt for smattet til at gå den planlagte rundtur. Så skulle vi hjem, men der var kun en taxa i byen. Derfor blev 7 fuldvoksne mennesker presset ind i verdens mindste møgtaxa. For et mere end fuldvoksent menneske som mig, var det lidt presset.
De sidste dage her på skolen, går med at sige farvel og pakke. Torsdag tager Toon og jeg så til hovedstaden Accra, og tilbringer weekenden der. Og mandag går turen via London til Danmark.
Dette bliver den sidste post her fra Ghana. Bloggen dør dog ikke helt, har lovet folk i Ghana at opdatere lidt fra livet i Danmark. Tak til alle der har fulgt med og skrevet kommentarer til mig. Glæder mig til at se jer alle!
Untill next time(snart!)
Mikkel
Bliver forresten lige nødt til at udtrykke min harme over Dansk Folkeparti. Nu har jeg i mange måneder betragtet Danmark udefra, og det er simpelthen pinligt at sådan et parti har så stor indflydelse. Tørklæder og nazisymboler, nazisange i tivoli osv. Hvad er det for nogle vanvittige mennesker?! Jeg harmes.
