Hej alle.
I dag drager jeg afsted på nye eventyr, og derfor vil i højst sandsynligt ikke høre noget fra denne kant de næste 2-3 uger.
Resultatet af afstemningen må vente lidt..!
Later...
Mikkel
Friday, April 20, 2007
Wednesday, April 18, 2007
Personlige ændringer
Sunday, April 15, 2007
Undersøgelse
Hej alle
For lige at få et overblik over hvilken slags mennesker I som læser denne blog er, vil jeg opfordre alle til at tage denne undersøgelse. Den er 100% anonym og hurtig!
Klik her!
Mikkel
For lige at få et overblik over hvilken slags mennesker I som læser denne blog er, vil jeg opfordre alle til at tage denne undersøgelse. Den er 100% anonym og hurtig!
Klik her!
Mikkel
Friday, April 13, 2007
Den gale inder
Billede 1: Paragliding
Billede 2: Paragliding
Billede 3: Toon og Sanna på stranden i Accra
Billede 4: La Badi Beach i Accra
Billede 5: La Badi Beach i Accra
Billede 6: Bear Beer, 12%
Hej alle.
Lad mig sige det med det samme: Det er super fedt at paraglide. Vinden suser om ørene, du føler dig fri fra alle hverdagens komplikationer, du er et med himlen, du er tættere på Gud, landjorden bliver forvandlet til små frimærker og legetøjsbiler og du føler dig som herre hele verden – tror jeg!
Mandag d. 9. april var dagen, hvor vi skulle opleve den ultimative frihedsfølelse; at flyve. I byen Nkawkaw blev den årlige paraglidingfestival afholdt, og det måtte vi prøve. Toon og jeg tog derfor til Nkawkaw og mødtes med Sara, som jeg tidligere har omtalt, og Sanna fra Sverige. Sanna er også i Ghana med ICYE, og bor i byen Ho, øst for den store Lake Volta. Sanna og Sara havde allerede skrevet os på listen, så tilbage var bare at vente på vores tur.
Tiden gik, mens vi betragtede folk hoppe ud i det blå med et stykke stof på ryggen. Det så fantastisk ud, og forventningen og spændingen steg, i takt med at timerne gik. På listen var der nu kun en foran os, og vi kunne allerede mærke vinden i ansigtet. Vinden blev dog forvandlet til et slag i ansigtet da ordene ”Vi flyver desværre ikke mere i dag da vejret er for dårligt – kom igen næste år” blev udtalt.
Sikke noget pis, en tro-tro tur på 3 timer og venten i solen i 4 timer, til ingen verdens nytte. Men..! Pludselig kom der igen håb. Sanna snakkede med en af paragliderne, og det viste sig at de måske skulle springe næste dag, nær hovedstaden Accra, og at der var en chance for, at vi kunne få en tur der.
Aftalen var, at vi skulle ringe til manden næste dag, og høre hvad planen var. Så skulle vi bare til Accra. Til vores held skulle en vanvittig inder, som havde trukket sine strømper helt op til knæerne og havde ret dårlige tænder, den vej, og han tilbød os et lift. Denne inder var et spøjst bekendtskab. Han havde boet i Ghana i 18 år, og ernærede sig ved at producere ”Bombay Mix”, en, i øvrigt udmærket, krydret snackmix. Og så var han elendig til at køre bil. Elendig.
Dette forhindrede ham dog ikke i, at rode sig ud i lettere livsfarlige og komplicerede situationer i trafikken. Først kørte han i den forkerte side af vejen, mens han senere forsøgte at overhale en 5 km lang kø under påskud af, at han var ved at løbe tør for benzin. At tale brugte han ikke. Han råbte. På Apu-fra-Simpsons-ligende-engelsk*. Det var ret sjovt at være vidne til. Bl.a. ringede hans kone, og han skreg ind i den stakkels lille mobiltelefon: ”ER DER STRØM I VORES HUS?!”. Det var som om en ondskabsfuld person havde sat hans caps lock i kronisk baglås. ”MIN KONE ER I ØVRIGT BLIND!!” råbte han bagefter. Det skal være usagt om grunden til hans råben, udsprang af en misforståelse af sansernes brug og virke.
Som en lille sjov fodnote skal det nævnes at da den skøre inder fandt en tankstation, fandt jeg i butikken den første danske øl jeg har set hernede. Og nej det var ikke en hæderkronet Carlsberg eller en Royal Export. Næh det var den ultimative dranker, grønlænder, helt til hundene øl, Bjørnebryg fra Harboe. Her fint oversat til Bear Beer og lige med et par procent ekstra.
Helt utroligt kom vi dog levende til Accra, hvor vi overnattede på et lille hostel. Næste morgen ringede Sanna til vores paragliderven. Vi holdte vejret og ventede i spænding. Beskeden var, at han ikke havde styr på sagerne endnu, men han ville ringe tilbage om en times tid. Ok, stadig håb.
Vi flakkede lidt rundt i Accra, men standsede brat ved lyden af Sannas mobil. Efter en kort samtale kunne hun forløse spændingen med beskeden om, at der ingen flyvning blev. Totalt nedren. Nu havde vi altså transporteret os selv et ikke beskedent antal km, ventet i ca. 1000 timer og foran ventede en bustur på 5-6 timer tilbage til Kumasi.
Heldigvis fik vi trods alt en god tur ud af det. Vi besluttede at blive i Accra et par dage, tog til stranden og så Champions League på storskærm.
Her på skolen sker der ikke det helt store for tiden. Eleverne har eksamen, så der er ikke computer class. Vi skal hjælpe med at sidde vagt ved eksamenerne, og ellers får jeg læst en masse bøger. I næste uge starter en 3 ugers ferie, og her planlægger jeg at rejse lidt rundt. Jeg har en tur fra hovedstaden Accra og hen langs kysten mod vest i tankerne. Her ligger en del gamle slaveforter som ville være interessante at kigge på, ligesom de hvide sandstrande med palmer også trækker i mig.
Det var vist alt hvad jeg havde at fortælle denne gang. Til sidst lige et spørgsmål i kan tænke lidt over:
Hvor tit ser man egentlig en handicappet indvandrer i Danmark?
Untill next time…
Mikkel
*Til jer der ikke er bekendt med den amerikanske serie "Simpsons", så er Apu en indisk købmand som taler engelsk med en stærk indisk accent.
Tuesday, April 3, 2007
Pastoren ved Lake Bosumtwi
Billede 1: Aftensmad den første aften
Billede 2: På vej rundt om søen
Billede 3: En svømmetur
Billede 4: Mikkel foran Lake Bosumtwi
Billede 5: Toon og Sara foran kirke i en landsby
Billede 6: Toon og brasilianeren i klinikken
Billede 7: Bordtennis
Billede 8: Pastoren og hans familie + hushjælp + Toon og Mikkel
Billede 9: Fortjent måltid
Hej alle.
I fredags drog Sara, Toon og jeg af sted på nye eventyr. Destinationen var Lake Bosumtwi, en stor sø nogle timers kørsel fra Kumasi. Planen var at gå rundt om søen på en. Dette skulle dog senere vise sig, at være skudt en smule over målet.
Vi startede her i Tanoso, og kom via tro-tro til Kumasi. Her skulle vi så have en tro-tro til Abono, som ligger lige ved søen. Det tog lidt længere tid end forventet. I Ghana har man en mærkelig tilgang til at stå i kø. Det hele starter med, at folk helt normalt og ganske fredeligt stiller sig op i en række. Dem der kommer først står forrest, og folk står og hygger sig og udveksler almindeligheder. Alt ånder fred og ro. Men… Så kommer tro-troen, og køen bliver forvandlet til en slagmark og en kaotisk stemning af undtagelsestilstand breder sig. Pludselig er alt tilladt i kampen for at få en plads, og hvem der stod forrest eller bagerst i køen, spiller nu ingen rolle. Kvinder der bider mænd, og store damer med kæmpe bagdele der prøver at klatre igennem et vindue på størrelse med en pakke tændstikker, er ikke sjældne syn. Da dette bizarre optrin udspillede sig foran mig, undrede jeg mig over, hvorfor man egentlig står i kø, når alt alligevel bliver kaos når tro-troen ankommer.
Da vi ikke lige følte os komfortable med at deltage i en krig, varede det en rum tid før vi kunne sætte os til rette i en tro-tro mod Abono.
Da vi ankom var det mørkt, og efter et måltid stegt ris og kylling fandt vi et lille hotel hvor vi tilbragte natten.
Næste morgen stod vi tidligt op, og begyndte vores rundtur om søen. Humøret var højt, og temperaturen var endnu behagelig. Langs søens bredder lå en del små landsbyer, og hver gang vi gik igennem en, var det under stor opmærksomhed og tilråb, og ofte med en lang hale af børn efter os. Efter en af landsbyerne blev et par drenge hængene, og da vi sagde at de skulle gå tilbage til deres landsby, sagde de at de ville guide os. Nu er det ikke særlig svært at finde vej rundt om en sø. Hvis man følger søen, plejer det at gå nogenlunde - med mindre man er helt væk. Men de insisterede, og blev ved med at gå i hælene på os. Det blev til sidst så irriterende, at vi bildte dem ind at vi skulle observere fugle, og derfor behøvede fuldstændig ro. Endelig indvilgede de i at gå, men først ville de have penge for deres indsats. Først overvejede jeg at stikke dem nogle håndører, men så tænkte jeg fandeme nej, og de måtte gå tomhændede hjem de stakler.
Vi fortsatte - uden følgesvende. Solen fortsatte også sin færd på himlen, og stod højere og højere og blev varmere og varmere. Vi badede i søen for at køle af, selvfølgelig med et stort publikum af børn der sad og hujede på stranden. Efter badeturen fortsatte vi vandringen, men nu begyndte det at blive stygt varmt. Det gjorde vores medbragte vand også. Og her snakker vi altså ikke bare pislunkent, men tæt på kogende. Sveden drev af mig (Sigurd ville have været stolt*), min hud brændte og mit hoved begyndte at koge. Til sidst gik jeg nærmest i en trance, og tænkte bare at jeg snart ville dø, og at jeg gerne ville give 700 kr. for en kold sodavand. Jeg tror faktisk, at jeg ville have slået til, hvis jeg var blevet tilbudt en iskold Fanta for det beløb.
Men så skete miraklet. På en lille bakke med grønt græs og et lille hus, stod en hvid mand. Sara råbte ”Oboruni” – hvid mand. Det er det alle negerne råber efter hvide mennesker, og først kunne man se at han prøvede at ignorere os, men da han så at vi også var hvide sagde han med det samme: ”Hey, kom op og få en kold sodavand!”. Fantastisk. Jeg tror faktisk, at han redede mit liv!
Det viste sig at han var en amerikansk pastor, der boede i den lille landsby sammen med sin brasilianske kone og deres to små børn. Konen var læge (LÆÆÆÆGE), og havde en lille klinik ved siden af deres hus. Klinikken var de ved at renovere og gøre tidssvarende. De var nogle fantastisk flinke mennesker, og de gjorde en utrolig indsats for at hjælpe og uddanne de folk der bor omkring søen. Vi blev der i flere timer, det viste sig at de havde et bordtennisbord, og så måtte jeg jo lige vise hvem der midt i 90’erne var amtsmester i Århus Amt.
”I er kun nået halvvejs rundt om søen” sagde pastoren til os, mens vi sad og drak sodavand og spiste banankage, ”men jeg kan køre jer resten af vejen”. ”Det skal du da ikke” sagde jeg, mens jeg jublede indeni, ”men hvis det ikke er for meget forlangt, så ok”. De var nogle meget interessante og venlige mennesker at møde, og vi blev inviteret til at komme tilbage og besøge dem. Jeg overvejer at besøge dem en hel uge når vi har ferie, og hjælpe dem med deres arbejde.
Vi blev kørt tilbage til Abono af den kære Pastor, mindst en erfaring rigere: Man kan ikke gå rundt om Lake Bosumtwi på en dag. Alligevel synes vi, at vores indsats skulle belønnes, så vi tog til et fancy hotel og fik peppersteak med fritter.
Vi har påskeferie fra og med fredag, og der skal vi, som tidligere nævnt paraglide – springe ud fra et bjerg med en slags faldskærm på ryggen. Det bliver topspændende, og der skal nok komme både beskrivelser og billeder.
Det var alt, untill next time…
Mikkel
*Til jer der ikke forstår den indforståede joke med Sigurd og sved, så er Sigurd min gode ven, som sveder noget så frygteligt. Når han tager sko på er han nødt til også at skifte T-shirt pga. sved.
Subscribe to:
Posts (Atom)



