Den gale inder

Billede 1: Paragliding
Billede 2: Paragliding
Billede 3: Toon og Sanna på stranden i Accra
Billede 4: La Badi Beach i Accra
Billede 5: La Badi Beach i Accra
Billede 6: Bear Beer, 12%

Hej alle.

Lad mig sige det med det samme: Det er super fedt at paraglide. Vinden suser om ørene, du føler dig fri fra alle hverdagens komplikationer, du er et med himlen, du er tættere på Gud, landjorden bliver forvandlet til små frimærker og legetøjsbiler og du føler dig som herre hele verden – tror jeg!

Mandag d. 9. april var dagen, hvor vi skulle opleve den ultimative frihedsfølelse; at flyve. I byen Nkawkaw blev den årlige paraglidingfestival afholdt, og det måtte vi prøve. Toon og jeg tog derfor til Nkawkaw og mødtes med Sara, som jeg tidligere har omtalt, og Sanna fra Sverige. Sanna er også i Ghana med ICYE, og bor i byen Ho, øst for den store Lake Volta. Sanna og Sara havde allerede skrevet os på listen, så tilbage var bare at vente på vores tur.

Tiden gik, mens vi betragtede folk hoppe ud i det blå med et stykke stof på ryggen. Det så fantastisk ud, og forventningen og spændingen steg, i takt med at timerne gik. På listen var der nu kun en foran os, og vi kunne allerede mærke vinden i ansigtet. Vinden blev dog forvandlet til et slag i ansigtet da ordene ”Vi flyver desværre ikke mere i dag da vejret er for dårligt – kom igen næste år” blev udtalt.

Sikke noget pis, en tro-tro tur på 3 timer og venten i solen i 4 timer, til ingen verdens nytte. Men..! Pludselig kom der igen håb. Sanna snakkede med en af paragliderne, og det viste sig at de måske skulle springe næste dag, nær hovedstaden Accra, og at der var en chance for, at vi kunne få en tur der.

Aftalen var, at vi skulle ringe til manden næste dag, og høre hvad planen var. Så skulle vi bare til Accra. Til vores held skulle en vanvittig inder, som havde trukket sine strømper helt op til knæerne og havde ret dårlige tænder, den vej, og han tilbød os et lift. Denne inder var et spøjst bekendtskab. Han havde boet i Ghana i 18 år, og ernærede sig ved at producere ”Bombay Mix”, en, i øvrigt udmærket, krydret snackmix. Og så var han elendig til at køre bil. Elendig.
Dette forhindrede ham dog ikke i, at rode sig ud i lettere livsfarlige og komplicerede situationer i trafikken. Først kørte han i den forkerte side af vejen, mens han senere forsøgte at overhale en 5 km lang kø under påskud af, at han var ved at løbe tør for benzin. At tale brugte han ikke. Han råbte. På Apu-fra-Simpsons-ligende-engelsk*. Det var ret sjovt at være vidne til. Bl.a. ringede hans kone, og han skreg ind i den stakkels lille mobiltelefon: ”ER DER STRØM I VORES HUS?!”. Det var som om en ondskabsfuld person havde sat hans caps lock i kronisk baglås. ”MIN KONE ER I ØVRIGT BLIND!!” råbte han bagefter. Det skal være usagt om grunden til hans råben, udsprang af en misforståelse af sansernes brug og virke.

Som en lille sjov fodnote skal det nævnes at da den skøre inder fandt en tankstation, fandt jeg i butikken den første danske øl jeg har set hernede. Og nej det var ikke en hæderkronet Carlsberg eller en Royal Export. Næh det var den ultimative dranker, grønlænder, helt til hundene øl, Bjørnebryg fra Harboe. Her fint oversat til Bear Beer og lige med et par procent ekstra.

Helt utroligt kom vi dog levende til Accra, hvor vi overnattede på et lille hostel. Næste morgen ringede Sanna til vores paragliderven. Vi holdte vejret og ventede i spænding. Beskeden var, at han ikke havde styr på sagerne endnu, men han ville ringe tilbage om en times tid. Ok, stadig håb.
Vi flakkede lidt rundt i Accra, men standsede brat ved lyden af Sannas mobil. Efter en kort samtale kunne hun forløse spændingen med beskeden om, at der ingen flyvning blev. Totalt nedren. Nu havde vi altså transporteret os selv et ikke beskedent antal km, ventet i ca. 1000 timer og foran ventede en bustur på 5-6 timer tilbage til Kumasi.

Heldigvis fik vi trods alt en god tur ud af det. Vi besluttede at blive i Accra et par dage, tog til stranden og så Champions League på storskærm.

Her på skolen sker der ikke det helt store for tiden. Eleverne har eksamen, så der er ikke computer class. Vi skal hjælpe med at sidde vagt ved eksamenerne, og ellers får jeg læst en masse bøger. I næste uge starter en 3 ugers ferie, og her planlægger jeg at rejse lidt rundt. Jeg har en tur fra hovedstaden Accra og hen langs kysten mod vest i tankerne. Her ligger en del gamle slaveforter som ville være interessante at kigge på, ligesom de hvide sandstrande med palmer også trækker i mig.

Det var vist alt hvad jeg havde at fortælle denne gang. Til sidst lige et spørgsmål i kan tænke lidt over:

Hvor tit ser man egentlig en handicappet indvandrer i Danmark?

Untill next time…

Mikkel

*Til jer der ikke er bekendt med den amerikanske serie "Simpsons", så er Apu en indisk købmand som taler engelsk med en stærk indisk accent.