Hverdag i Ghana

Hej alle.

Nu har jeg efterhånden været i Ghana i over en måned. Masser af nye indtryk, bekendtskaber og oplevelser har karaktiseret denne måned. Det er noget af en omvæltning at komme fra dagligstuen Århus, sætte sig ind en maskine, og nogle timer senere ankomme til en komplet anderledes kultur, hvor intet er som derhjemme.

Den første måned er gået med at suge indtryk til mig, bearbejde dem og i det hele taget bare at opleve dette mit nye hjemland i det næste halve år. Men alt bliver ikke ved med at være nyt og spændende. Efterhånden er jeg ved at føle mig "hjemme" - jeg ved hvordan jeg tager en tro-tro, jeg ved hvor man køber det bedste vand, jeg ved hvordan man begår sig blandt ghanesere - kort sagt, rutinerne er ved at falde på plads.

Nu da følelsen af alt som nyt og spændende gradvist forsvinder, melder nye følelser deres ankomst. Nu er der pludselig plads til at irritere sig over ting, og man finder også ud af at der er nogle ting/personer man savner. Disse nye følelser er jeg på ingen måde overrasket over, jeg havde faktisk forventet dem. For det er altså forskel på at tage et par uger på ferie i udlandet, og at leve i et fremmed land i et halvt år.
For at gøre det nemmere for jer at sætte jer ind i disse nye følelser, vil jeg prøve at ridse op hvad de består af.

Jeg irriterer mig over larm. Her i Ghana er der aldrig ro. Aldrig. Altid er der nogen der slår på trommer, spiller trompet, spiller grænseløst højt musik eller bare snakker ulideligt højt. Hvis ingen af disse ting sker, er det fordi folk er i kirke. Og så tager kirkeklokkerne over. Som jeg tidligere har skrevet, ligger mit værelse lige ud til skolegården. I skolegården er der altid elever der råber, og de starter altså kl 5 om morgenen. En anden kilde til larm er trafikken. I Ghana benytter man sig af det sjælne begreb "præventiv dytning". Tankerækken går således for billisten: Jeg ser en mand i vejkanten. Måske kunne han finde på at krydse vejen, uden at kigge om der kommer en bil. Nå så må jeg nok hellere lige give ham et dyt. Dette er en ond cirkel, for da de tåbelige billister altid dytter, forventer fodgængere det, og kan finde på at blive sure hvis der IKKE bliver dyttet af dem. Det er den omvendte verden, og det irriterer mig. I det hele taget er trafikken ret åndssvag. Hvis man som fodgænger holder på sin ret, som f.eks. at en bil skal holde tilbage ved hajtænder, bliver man slået ihjel.

En anden ting der irriterer mig, er at blive råbt efter på gaden. Selv her i den lille by Tanoso hvor jeg bor, råber folk stadig. De kan da for sultan ikke blive overraskset over at se mig mere, jeg er ret genkendelig i en by fuld af negere! Nu ved jeg hvorfor berømtheder nogle gange siger, at det kan være opslidende med al den opmærksomhed. Jeg føler mig lidt som en berømthed, for ligesom folk gerne vil snakke med berømtheder, bare fordi de er kendte, så vil folk hernede gerne snakke med mig, bare fordi jeg er hvid.

Ligeledes er der ting jeg savner. Jeg savner selvfølgelig alle jer der læser med her, familie, venner og andet krævl. Derudover savner jeg også en masse ting, man i DK tager som en selvfølge. Jeg savner rene toiletter, varme bade, rene veje, vaskemaskiner, supermarkeder. Jeg savner at se Bleverly Hills, jeg savner pokerklubben og casino bar. Og Biocity. Jeg savner ordentlig mad. "Ris" er IKKE en hovedret, men tilbehør, forstå det så! Jeg savner at bruge penge(!) Hernede kan man ikke købe noget ordentligt. Kun skrald. Jeg savner at gå ned i byen og købe tøj, impulskøb og smarte ekeltroniske aggregater. Og sidst, men ej mindst, kommer jeg på lørdag til at savne at se Spanien - DK. KOM SÅ DE RØD-HVII!
Kald mig bare forvænt, materialistisk, forbrugerrisk og et barn af køb-og-smid-væk-kulturen. I denne blog er der 100% ærlighed. Og desuden er det ikke min, men samfundets skyld.

Når alt dette semibrok er sagt, skal det dog siges, at dette på ingen måde skal forstås som at jeg har fortrudt at jeg tog afsted, og at jeg ikke har det godt hernede. Jeg har stadig masser af mod på tilværelsen, er superglad for at være her, og ser frem til de næste 5 spændende måneder. Men som sagt, alt kan ikke blive ved med at være nyt og spændende.

Tilsidst håber jeg at i alle har det godt i Danmark, selvom i bor i et land med en Venstre-regering og Ruth Evensen.

Husk nu at jeg bliver volsomt glad, når i skriver en lille kommentar til mig, så denne blog ikke blot er envejskommunikation.

Untill next time....

Mikkel